|
|
Afvandingsslusen er bygget i årene 1928-31 med henblik på afvanding af Ringkøbing Fjord.
Slusen består af 14 porte, der hver har en bredde på 6,25 m. Portåbningernes bund ligger i dybden -4,1 m DVR90.
Åbningerne åbnes og lukkes med 14 stigbord, som løftes og sænkes med stålwirer og elmotorer, som er placeret i afvandingsslusens manøvregang.
Slusen fjernbetjenes gennem et computerstyret system fra havnekontorets vagtlokale i Blåtårn.
|
|
Afvandingsslusen har en længde på 120 m og en bredde på 24 m.
Slusen består af 14 porte, der hver har en bredde på 6,25 m. Portåbningernes bund ligger i dybden -4,1 m DVR.
Såvel slusebygværket som stigbord har været gennem en gennemgribende renovering i årene 1991 til 1994, og i 2009 startede en gennemgående renovering af slusekamrene under vandet.
Slusen må betegnes som robust og tilfredsstillende, når man tager bygværkets alder i betragtning.
|
Den vandmængde, som skal ledes ud (eller ind) gennem afvandingsslusen er afhængig af, hvor mange af slusens 14 porte, der er åbnet, hvor meget der er åbnet og - ikke mindst - hvor stor forskellen vandstanden i fjorden og vandstanden i havet er.
For at kunne lede vandet fra fjorden ud i havet, skal havvandstanden være lavere end fjordvandstanden. Ved normale forhold giver dette ingen problemer, idet fjordvandstanden normalt ligger 10-20 cm over DVR 0, og havvandstanden normalt ved lavvande (to gange i døgnet) kommer ned på 20 – 30 cm under DVR 0 eller lavere.
Når alle slusens 14 porte er åbne, og havvandstanden ligger 60 cm under fjordvandstanden, kan der lukkes 3,6 mio. m³ fjordvand ud i havet i timen svarende til 1.000 m³/sekundet. Der vil altså kunne fyldes 50-100 svømmebassiner i minuttet med fjordvand.
Når kun otte porte åbnes, bliver udstrømsmængderne med 60 cm’s vandspejlsforskel: 2,1 mio. m³/time eller 580 m³/sekund.
Hvis forskellen på fjord- og havvandstand bliver 1,00 m (f.eks. ved en fjordvandstand på +0,30 m og et lavvande i havet på -0,70 m) ville udstrømsmængden blive 4,7 mio. m3/time.
En så kraftig strøm gennem afvandingsslusen giver imidlertid en kraftig påvirkning på slusebygværket og på de tilstødende konstruktioner, og slusen lukkes derfor, når vandspejlet bliver større end ca. 0,90 m.
|
|
|